Munchmuseet, MM K 1562
MM K 1562, Munchmuseet. Datert 10.02.1910. Brev fra Linke Jørgensen.
Forklaring av tegn og farger i visningen
NB: Kombinasjoner av virkemidlene forekommer!
Munchs skrevne tekst
overstrøket tekst
Munchs skrevne tekst
Munchs skrevne tekst
tekst skrevet av andre enn EM selv
store strykninger gjort med strek, kryss el.l.
fet tekst er trykt tekst
{overskrevet tekst}
\tilføyd tekst i linjen/
tilføyd tekst over linjen
tilføyd tekst under linjen
lakune/uleselig tekst merkes med ...
‹uklar/vanskelig leselig tekst›
endring av rekkefølgen på ord
Billederne forhåbentlig2 bliver1 god
København d 16-2-10
Kære Hr. Munch!
Det var rigtignok en dejlig Hilsen,
den De sendte mig gennem Hr.
Ravensberg, den skal De have Tak
for; De kan da tænke Dem, at
Professoren er bleven en Tomme
højere af Stolthed over sit Hel-
bredelsesværk, men det er jo en
ganske menneskelig Følelse, som
man kun med et stille Smil
kan unde ham!
At De har travelt nu, kan jeg
forstaa, og at det denne Gang ikke
er Hr. Wasteson, der skal have
Glæden af Deres Besøg, havde
jeg jo ogsaa nok tænkt mig,
saa kommer de Aftener, hvor Deres
Venner efter en anstrengende Ophæng-
ning skal belønnes med en lille
fin Diner paa »Grand«; jeg kan
saa tydeligt huske Dem sige –
søvnig, som De var – tag femti
Kr til – tag bare femti kr. til – –
Hvis jeg havde talt med Hr. Ravens-
berg personlig, og ikke blot i
Telefonen, vilde jeg have spurgt
ham, og Det selv var fornøjet –
rigtig fornøjet – med de nye Por-
trætter De har malet nu til
Udstilling, og hvem det var; og
saa vilde jeg have bedt ham,
hvis Pressen oppførte sig elskværdigt,
at sende mig nogle Udklip, for
den Slags jordiske Ting glemmer
De jo ganske, ved jeg! – –
De skriver, De har 10 Værelser, det
er mange, saa er jo næsten Knut
Hamsuns Vandrer naaet længere frem
i sin Livsfilosofi end De, han
kunde nøjes med en Tømmerkoje,
og han ønskede end ikke en Gang
en Ragnhild til at pudse sin
Kobberpande, saa højt oppe i
Ensomheden var han, men Deres
Ragnhild skal jo være saadan en
dejlig Kvinde! Og De har haft
3 Gæster i Julen, det maatte jeg
høre 2 Gange, før jeg kunde tro
det; bliver det ved at gaa paa
den Maade, fører det jo lige
lukt ind i Fordærvelsen; saa
bliver De ikke M. Bohème, men
synker ned til at leve som et
ganske almindeligt Menneske, det
var en skrækkelig Tanke!
De ved nok, jo mere Ulykke og Fat-
tigdom pinte Rembrandt, jo dejligere
malte han! – – –
Hr. Goldstein har igen en Samling
Digte paa Samvittigheden, jeg vil
haabe, der er mere frisk Luft over
disse, end over de forrige, ikke
for mange esbouquet-duftfyldte
Kabinetter! Jeg kunde finde mig i
det, hvis den blot ikke var tilegnet
Dem, men De er da mere anlagt for
frisk Blæst og ren Luft, ved jeg,
end for Pariser Dekadencens lumre
Tone! Jeg vilde gerne et lille Svip
til Berlin, for at se den franske
Udstilling, og noget andet nyt, men
det bliver kun en Luftsejlads, ved
jeg, saa faar jeg levet uden det;
for Resten synes jeg ikke, at
jeg har levet i den sidste Tid,
jeg har følt mig ganske, som var
Uhrværket gaaet i Staa oppe i
Toppen; men det kommer vel i Gang
igen! Foreløbig er der ingen Fare
for, at Patienterne skal komme
til at savne mig her; for alt hvad
jeg spekulerer paa, synes Fru Thaning
ikke er godt nok, hun synes stadig,
at Ensomheden i et Pensionat uden-
for Arbejdstiden maa blive uud-
holdelig for mig, det er, som om
hun slet ikke kan forstaa, at
der er en Ensomhed, der kan
liste sig over En, selv mellem noksaa
mange Mennesker, der kan være
langt værre; at smelte mange
Mennesker sammen til en harmonisk
Helhed, saadan at dog hver især
kommer til sin individuelle Ret,
det er en Opgave, hun ligesom ikke
ser, og en Opgave jeg ikke magter.
Vi har jo Besøg af Thaulows
Billeder for Tiden, der sælges en
Del, og af danske Udstillere har
vi haft en Syndflod, men ikke
noget, der bider sig fast; til
Martsudstillingen hos Kleis kom-
mer her Franskmænd, saa maaske
man bringes til at sætte sig stille
hen og lukke Øjne og Tanker op.
Vi har for Tiden som Patient en
norsk Dame, Enke efter Maleren
Ulfsteen, hun er et umaadelig
elskværdigt Menneske, desværre
ganske døv, der menes en ren nervøs
Døvhed; hun har i mange Aar
styret Huset for Konsul Ellingsen
i Christiania, men har nu det
sidste halve Aar forgæves i Paris
og andre Steder søgt Hjælp mod
sin Døvhed; jeg vilde meget – meget
ønske, at det maatte lykkes Prof.
at hjælpe hende, hun er saa rar
(paa dansk.) Skal Direktør Thiis i
Ilden for Dem igen i Aar, eller
skal det gaa mere stille til denne
Gang! Da jeg nu ved, De har faaet
mere end nok, vil jeg slutte med
de bedste Ønsker om et i alle
Maader glædeligt Resultat af
Udstillingen i den farlige Tiger-
stad! Deres heng.
Linke Jørgensen!
