Munchmuseet, MM N 99

    De var på hjemveien
De gik forbi hytter med {f}gjerder
haver foran – og frugtræer og gjærder.
Man ska Man skvat lidt hva var det
– og så kikket man lige ind i
hodet på en gammel kjærring
der stod og stille i døren og så på
dem med en klud i hånden. Hvor
hun vak Fru Der var et ba par
bitte bitte små stul støvler sat
op på {h}gjærdet med sålerne op –
dyvåde og ful med huller og
lapper. – Så skvat Fru P 
– det var en kat svart kat som
smøg sig om benene hendes – Higstet
Åå rør den ikke.
– Hvor søt den er – hvor den
er yndig – der var nok en
kat og der en – de for til sk{ … }ovs.
    Så kom de ind i skoven.
{ … }På den ene side tyk skov – svart
og ugjennemtrængelig – på den anden
side – de{n}t blåviolette vandet

 

det lå blålig vi blå violet
udover – en jævn og stille flade
Stenerne raget opover i det grunde
vand langt langt ud – og mange
mange – det så ud som en
hær av havfruer og havmennesker
store og bi{ … }tte små – de va bevægede
sig, strakte sig og skar ansigter.
    Der mellem stammerne sto
var månen fremme stor og
gul – og en bred gylden
søile – i det blåviolette
vand.
    Fru D  og han var bagefter de
andre. {Han}De gik ^sagte og slængede frem
og tilbage – { … }og var stadig nær
hinanden med armene –
    De så beundrede vandet og månesøilen
– den lille stenen langt derude syntes de
så akkurat ud som et hode – det bevæget
sig i glitret.
    Og den store der så ud som en havfrue.

 

    Jeg
    Vi traf hinanden den næste dag
Vi talte om
    Hun kom mod mig som ellers
med sit vante smil til den ene siden
– Jeg visste ikke – { … }hvad vi skulde
tale om og så talte blev det
en  …  Vi talte om ligegyldige ting
– som vi sa bare for at si noget
Hun vilde gå lenger hjem –
det vilde ikke jeg så s
Hun vilde
{ … }Vi g
    Hun vilde gå skovveien – jeg
vilde den gik forbi mit hjem – og
de hjemme vilde se os – Jeg vil
det sa hun og når jeg vil så
    Og de kikket ind i skoven –
Se hvor rart og { … }det er inde i mørket
sa fru Heiberg  – og så stilt da
sa Brandt  – ‹lummert› – det var
{ … }hyggelig at bo indi i et telt
inde i en sådan skov om sommeren –
    Ikke alene sa fru Heiberg 
    Nei den med en som man var
gla i – de gik et stykke ind

 

da de var på veien igjen
‹– var› alting vandet og luften
så lyst så lyst lyse violet.
var vandet så alting så
lyst.
    Se hvor det
    Se der er det ikke for
deilig hun pegte udover vandet
ha – han vendte sig ikke så
bare på hende – Hvor han det
var deiligt hode hendes i det
milde bløde skjær fra horisonten –
så lyst mod skoven.
    D Det var små blink ind i blink
i øinene. Håret hadde hun
løst op –

    Hun så på ham – så hans
beundring – og så smilte hun
igjen med det rare syg lidt syge
smilet til den ene siden
    { … }Han følte igjen denne kildrende
varmen om Hjhjertet –
    De ligner en havfrue – sier
sa han.
    Han talte med en anden stemme
den {dirrede}skalv og rak ikke til