Munchmuseet, MM N 111

    { … }Han var på veien forat  …  og ta det
sidste farvel før reisen –  …  var hun hans
– Han kom altfor tidlig til mødestedet – så
ga han sig til at spadsere op og ned.
    Hvordan mon hun vil se ud – \mon/ lisså alvorlig
som igår aftes –
    {Han}Mon han holdt a hende som han
burde – h{a}un var nu bundet fast til ham
– han kunde ikke forla …  hende – slig hun
holdt a ham – for han skjønte jo det
triste udseende igår kom af hu at hun var
bundet til manden og holdt a ham og ikke kunde
altid være sammen me ham.
    Hun hadde bare ham
    Men han holdt ikke a henne slig som
han hadde læst andre holdt  … 
de holdt a { … }hinanden de i bøgerne –
    Han syntest det ikke var leit og reise fra
henne til byen – han syntes det glædet sig –
– Igår holdt han så  …  { … }svært a hende men
ikke så meget idag –
    Pen var Så forfærdelig pen var hun ikke – og ældre
– han { … }hadde alti ønsket sig en ganske ung pige
til forlovede – for det passet bedre – en kvinde blev
jo altid tidligere gammel end en mand

 

    hun
    Den lyse  …  kom mod ham derborte
i lyseblå kjole – var  … 
Hun smilte lidt til ham da hun tog ham i
hånden –
    Han syntes han burde si
Nå hvordan – har De det
tak og De –
jo tak –
    {S}Hva skulde han si – han kunde da
ikke snakke om almindelige ting – nu etter
det igår – han burde f ex. si at han hadde
længtet – men han kunne ikke få det over læberne –
    La os gå skovveien sa hun –
De gik stille ved siden a { … }hverandre –
Var hun Han så på hende – jo
hun var pen – bare han kunde snakke
med hende si sånne p vakre ord som andre
der holdt a hinanden – sån som hun vendet det
vist – Men han vilde heller ikke
bedrage henne – si at han lade som han
holdt mer a henne end han {j}gjorde –
     …  han var nødt til at skulde ikke
forlate hende – for han hadde jo forført henne
hun vilde vist bli

 

forfærdeli ulykkeli hvis han forlod hende –
– Det Han så på ‹hende› – fæstet sig ved
en ujævn ‹ple›