skyggen af den hvide parasollen
Vognen var ved siden af ham –
han h
hatten –
Godmorgen Godmorgen
Hun rakte ham en blød og
varm hånd
Hun bøiet sig strakte
Hun var i strålende humør og
lo hun lo Når hun lo med
hvide tænder – drog munden lidt
til den ene siden – og mysende med
øinene
Hun og frøken Sverdrup havde
faget fangene fulde af
blomster –
De er nok netop kommet
af
så det våte håret hans –
Brandt blev rød –
Vær så snil
er de ikke yndige – disse
blomsterne – Se på den –
den er for yndig