dem der straks plaprer ud med
sin begeistring. Jeg synes det
er noget uærbødig i det.
Jeg blir altid taus naar noget
griber mig. – Hvordan publikum
kan f.ex. efter «over ævne» øieblikkelig
efter tæppets fald begynde at
sprælle med arme og ben og
klappe og robe er mig en
gaade. Jeg maa altid ha
ro og det generer mig at
nogen er ved siden. –
Saa jeg tror nok, kjære Munch
at der har De tat feil.
En saa stor inderlig glæde
som jeg har havt og har af