Nils Kjær

(1870–1924)
Norsk forfatter og kritiker.

Brev fra Nils Kjær til Edvard Munch

I det digitale arkivet finnes det 1 brev fra denne avsenderen. – Hvis lenkene nedenfor er aktive, er brevene publisert.

Munchmuseet, MM K 409.   Brev. Datert 01.02.1905. 
« Herrn Edv. Munch, Maler Cassierer, Kunstsalon Victoriastraße 38 Berlin» 

Nils Kjær er omtalt i følgende tekster

Munchmuseet, MM K 858.   Brev fra Aase Nørregaard. Datert [??].01.1905. Se s. 3
«aften. Har De læst det. Hvis ikke skal jeg sende Dem bogen øieblikkelig. Den er udmerket, jeg har læst den 4 gange. Skriv bare et brevkort. I aften har Ragna Nilsen skrevet en anmeldelse som mærkelig nok er udmerket. Læser Du Morgenbladet? – der er den nemlig. Ligeledes havde Nils Kjær en udmærket artikkel om den i «Verdens Gang».      – I Morgenbladet stod artiklen om Dig ogsaa. Hvis Du ikke har seet den. –      Af Ravensberg hørte jeg det ikke blev noget af senator malingen. Du kommer kanske snart hjem da. Eller hvordan? Skriv lidt om Dine planer, og om forøvrigt hvordan Du har det. – Thorsteinson optraadte for for noen uger siden atter paa skuepladsen»
Munchmuseet, MM K 1135.   Brev fra Jens Thiis. Datert 25.12.1906. Se s. 2
«Endnu mere tak for dit til- bud om nogle af dine «sortekunster». Din store «Syge pige» (som Kjær har) holder jeg særlig meget af.»
Munchmuseet, MM K 1160.   Brev fra Jens Thiis. Datert 18.05.1933. Se s. 2
«– Ja nu skal jeg slutte dette lange brev, som kanskje kan synes snakkesalig. Men husk på, alderen gjør ensom. Vennene dør bort eller falder fra. Jeg har egentlig ingen annen igjen av mi- ne ungdomsvenner enn dig. Et stort savn er der efter Nils Kjær – og nu efter Olaf Bull. Men man får være glad, sålænge ikke ungdommen vender sig bort og blir kjed av en!»
Munchmuseet, MM K 1167.   Brev fra Jens Thiis. Datert 31.12.1935. Se s. 1
«Når jeg ser tilbake på disse to år synes jeg nesten ikke jeg har fått gjort stort annet end å gå i begravelser og holde taler over avdøde venner. Det er uhyggelig, hvorledes de alle rives bort, de som var din og derefter de som var min generasjon og mine nær- meste venner. Efter Christian Krohgs død i 1928 har der vært et svært mandefall i norsk kunst. Min kjære venn … Nils Kjær, det vidunderlige menneske og den store kunstner, var den første av min generasjon som blev revet bort, allerede i 1924, to år efter var det Karsten og så følger det slag i slag, Eilif Peterssen i 1928 og Gerhard Munthe i 1929, Sigurd Bødtker i 1928 og Gun- nar Heiberg i 1929, \Frj. Nansen i 1930/, Nærup og Jappe i 1931, Harriet Backer i 1932, Olaf Bull og Folkestad i 1933, Sven Elvestad, \Holmboe/ og Oda Krohg i 1935. Og nu Henrik Lund, som vi betraktet som kjem- pen blandt dem alle, med sin glupske kjærlighet til livet og sitt»