Karl Bjølstad

(1866–1933)
Norsk prest og halvbror til Edvard Munchs mor. Gift med Helene Bjølstad.

Les mer

Brev fra Karl Bjølstad til Edvard Munch

I det digitale arkivet finnes det 3 brev fra denne avsenderen. – Hvis lenkene nedenfor er aktive, er brevene publisert.

Munchmuseet, MM K 5068.   Brev. Datert 25.06.1918. 
«Jeg har et spørs- mål at gjøre dig – om du vilde tænke over \det/, vilde jeg være dig meget taknemlig. Saken er, at jeg er husvild, og i denne min nød er jeg kommet til at tænke på, at du kanske kunde ha et par værelser at leie mig for en tid, enten hvor du nu bor, hvis der er ledig plass, eller på Ramme! Vi er jo bare 2 mennesker og trænger kun 2 værelser (vi kan klare os uten kjøkken, når der er elektrisk kraft at få); vi lever et meget stille liv, omgås ingen; jeg er fremdeles syk (hjærtet) og kan intet gjøre; lægen siger, at min sygdom pleier vare i 8 år – jeg skul- de således ha håb om at komme mig igjen om 2 år.      Ja – du må ikke ta dette mit spørs- mål ilde op; jeg havde nok ikke kommet med det, hvis ikke min stilling som syk og husvild havde været så vanskelig og hvis \jeg/ ikke havde kjendt dit gode hjærtelag. Men passer det ikke for dig, må du bare si fra – jeg respekterer nok dine grunde.» 
Munchmuseet, MM K 5069.   Brev. Ikke datert. 
«Din høiærværdige onkel, presten i Son har idag beæret dig med en visit – men desværre altså forgjæ- ves. Fik kun anledning til at beundre dit herlige sted. Håber en- gang til sommeren at kunne få hilse på dig og opfriske gamle minder. Har» 
Munchmuseet, MM K 5278.   Brev. Datert 29.01.1914. 
« Avsender Pastor Bjølstad Son.» 

Karl Bjølstad er omtalt i følgende tekster

Munchmuseet, MM K 4375.   Brev fra Karen Bjølstad. Datert 05.01.1890. Se s. 1
«Carl Bjølstad har været paa nogle Dages Besøg, reiste igaar, saa skulde Andreas følge med ham til Byen og være der nogle Dage, men kom igjen fra Station, havde ombestemt sig. – Jeg havde intet derimod for min Person, da jeg synes bedst om at være samlet; – men jeg havde haabet en Bytour kunde bringe Sindet hans bort fra det vemo- dige i Erindringer. – Og Du er alene saameget – det er nok»
Munchmuseet, MM K 4377.   Brev fra Karen Bjølstad, Andreas Munch. Datert 16.01.1890. Se s. 2
«af Lisbet og af Carl et Par Gange, – forresten intet Besøg af Slægten paa den anden Side. –»
Munchmuseet, MM K 4432.   Brev fra Karen Bjølstad. Datert 29.11.1894. Se s. 4
«–Carl Bjølstad er nu oppe til Examen, faaer Haud troer han – han tænker paa at søge Sømandspræ- stekald i Santos. (Brasilien) – men det er jo flere, der søger, – det er vanskeligt at faa noget ogsaa for Theologer. – Nei, nu faaer jeg slutte for iaften, – jeg haaber at faa»
Munchmuseet, MM K 4435.   Brev fra Karen Bjølstad. Datert [??].[??].1894. Se s. 4
«Du igjen kommer tilbage, det er en stor Afvexling i vort stille Liv. – Inger havde det hyggeligt paa Næs, hun har skrevet til Dig derom, – Vi har ikke seet noget til Nørregaarden, hun skal gaa op med «Gutten» – det kan være hyggeligt for Inger det at træffe disse snille, ædle Folk. – Andreas kommer og besøger os om Søndagene, – vi vare sammen hos Bjølstads en Søndag, – Karl har faa Laud til Embedsexamen, Laura var ogsaa med, – Hun har dog trods Alt, havt Udbytte af Gaustad Opholdet paa sit Væsen og Forhold i det Hele – det er noget ganske andet end før! – heller ikke virker hun saa nervøst som før paa Inger og mig. – Du kan derfor være rolig i saa Henseende. – Slemt at Du virkelig ogsaa iaar skulle faa denne leie Influenca, jeg haaber ‹den› ikke har havt nogen længer Indflydelse paa Dig; vi har sluppet saa godt hidindtil. – Inger er meget bra nu, spiser saa godt, vi synes nu at Brødsorter smager.»
Munchmuseet, MM K 4438.   Brev fra Karen Bjølstad. Datert 26.01.1906. Se s. 2
«– Alt er ved det gamle, vi ere friske. Du seer af Aviserne, hvor me- gen Strid, der er og Bjørnsen blander sig i alt. Professorsagen, som han ikke skjønner en Døit af. –      Naar det kommer til Resultatet kan intet forklares, alt maa troes, Videnskaben strækker ikke til. – Jeg kan bare huske, hvorledes Andreas engang, ligeover for Karl holdt paa at ville bortforklare Opstand- elsen, som naturlovstridende; – men paa sit Sygeleie fik han Pleiersken (en Fru Drejer) til at tage Biblen frem og læse for ham Paaskeevangeliet, nettopp dette om Opstandelsen ville han have. –»
Munchmuseet, MM K 4525.   Brev fra Karen Bjølstad. Datert 19.03.1896. Se s. 3
«– Nu ligger vi i Skriverier, om de øvrige Sager efter P. A. Munch, som ere sendte til Kincks; vi ere meget bange for, at de ere komne bort, – efter Kincks Breve at dømme. – Det var jo galt af Karl, at han ikke sendte dem  …  til os med dine Tegninger. – Disse sidste faaer vi nok, haaber vi. –»
Munchmuseet, MM K 4531.   Brev fra Karen Bjølstad. Datert 13.08.1896. Se s. 1
«Tak for det sidste Brevkort, – det er snilt at Du skriver til os oftere, – det er saa ondt, naar vi intet hører, – men nu hvor kort Tid du har til at opfriske Dig. – Skulde det være knapt for Dig med Penge, saa send mig mig nogle Ord, jeg faaer nu mange Penge om nogle Dage, saa Du godt kan faa laant, – desuden har Du sendt saameget i Vaar, – saa det kunde bare være lidt Tilbage- betaling, – Jeg har havt det svert godt i Sommer og kommet mig i Kræfter. – Karl og Laura, der er kommen ned fra Nord- land var her i Lørdags, – jeg spurgte da ud om As Helbredstilstand. – Der var intet Brysttilfælde: han var nervøs, var skuffet med sit Ægteskab,– J. passede ikke for ham, han følte Lænken svert, derfor al denne Klage over andre Ting; – han blev derfor medtaget, saa Øbeboerne mærkede Forandringen,»
Munchmuseet, MM K 4550.   Brev fra Karen Bjølstad. Datert 05.12.1899. Se s. 3
«Jeg har intet at fortælle uden at Karl Bjølstad er forlovet med en nordlandsk Lensmandsdatter. – Jeg havde Brev fra Alfred for nogle Dage \siden/, hvori han fortæller om en Skuffelse han og hans Kone havde havt, de havde bestemt sig for at tage til sig et lidet «Røvær» Barn og skrev til Haugesund til en Bekjendt, som skulde ordne det for dem; men fik senere Svar at alle de Smaa derborte alt var tagne af Folk i og omkring Haugesund.»
Munchmuseet, MM K 4568.   Brev fra Karen Bjølstad. Datert 05.04.1913. Se s. 1
«Nu har vi da faaet deiligt Vaarveir, og er det nok en Fryd paa Mange at Vinteren er over. Alfred, stakker, er blandt dem, han har jo været noksaa daarlig, og er det endnu ikke saa bra, men med Solevarmen kan der jo komme Foran- dring, han opholde sig i Lille- hammer, og det gjør Karl og. –»
Munchmuseet, MM K 4577.   Brev fra Karen Bjølstad. Datert 12.01.1914. Se s. 1
«Karl B. er opperert, der er nu Haab om fuld Helbredelse. Er det ikke mærkeligt? – De reiser nu op i Landet, –»
Munchmuseet, MM K 4827.   Brev fra Inger Munch. Datert 10.02.1890. Se s. 2
«nedenunder. Andreas maatte ind og sprøite hende. Det har sikkert vært eftersygdom af influenzaen. En dag kom Mellbye og frue her, de var saa hyggelige. Fru M. stak til tante 50 kr. Sofie M. er i Paris, har været der siden october og bor hos maleren Grimelund. Sofie Gram er ogsaa i Paris. I julen var Johan Gram og Sofie G’s kjæreste, Justus Borth, i Paris. Fotografer dig og send os et billede. Bjølstads er hyggeligere end den andre familien. I søndags kom Andrea og Karl herud og igaar tante Sofie. Tante fik 2 flasker rødvin og vi æbler og choko- lade og løfte om markedssukkertøi til- sendt. Alfred og Koren er i byen; vi ser dem vel her. Det er saa hyggeligt at faa besøg, vi har savnet meget det –. Ingen af den andre familien har været her, undtagen Mellbys, siden et par maaneder. Katta er saa grulig sød. Selv kattehaderen tante Sofie siger, den er den peneste kat, hun har seet. Den er endnu legen, gaar ud smaature og kommer bestandig igjen opad trapperne. Nogle gange er den bleven udestengt om natten og kommer da om morgenen jamrende ind og har saa ondt »
Munchmuseet, MM K 4878.   Brev fra Inger Munch. Datert 19.05.1932. Se s. 1
«Det er svært heldigt at jeg skrev til Bernhard. Han er en bra mann, og viser sig å være forståelsesfuld. Andrea har respekt for ham, og Bernhard kan komme til å hjelpe os med Andrea. Han trodde hun hadde forbedret sig, men skjønner nu at hun kan spille. Han sier at både Ellingsen og Andrea har tilbøilighet til ødselhet, og da gjelder det nok for os å bremse. – Det må ha vært en anstrengende tur for dig; Karl kan ha godt av denne oplevelse, når han får hvilt, så har han noe som kan oplive ham. Det blir ingen sak for mig å få greiet mig; naturligvis kan jeg bli vant til å stelle selv, jeg er frisk. Jeg kan avertere, og så får jeg hjelp av damene. Der kan sikkert findes en liten leilighet her omkring. Jeg vil ikke bo lengere vekk fra dig. Jeg har det så godt, der behøves ikke noen større avveksling. En eller to ganske korte ture utover sommeren kan jeg jo gjøre. Nu er det om å gjøre at du får ro. Idag skal jeg på en kvindeforening som arbeider for fattige mødres landophold. Jeg har en storartet dukke som tante har sydd, den skal utloddes.»
Munchmuseet, MM K 4921.   Brev fra Inger Munch. Datert 08.08.1941. Se s. 1
«Tak for brevet. Ja, det er utrolig hvad tante og jeg, og senere du har døiet av Andreas’es giftermål. Det umulige ekteskap kunne han ikke tåle. Men det var osså umuligt at han ikke gjorde det forbi. Han sa til oss: “jeg burde jo slå opp, og Johanne vilde fort glemme mig; Det er stillingen som er eftertraktet.” Men så var det sørgelige at Bjølstads sammen med gamle fru Kinck stadig pusset ham opp til å holde ved. Sofie og Laura Bjølstad har hovedskylden. Laura bodde i nærheten av Rosendal, og hadde stærk føling med Johanne og Andrea. «Husk på, sa hun til tante og mig, da vi skulde ha Andrea hos oss, «at hun er eneste arving.» Hvad det brakte oss av ubehageligheter var grensesløs. Så roser Laura sig av at hun og Karl var alt mulig for Andreas i hans syg- dom. Vi har brev fra fru Dreier som pleiet Andreas, hvor hun skriver at Laura kom på slutten, så fru Dreier fikk litt hjelp, men fru Dreier var den egentlige pleierske. Men Bjølstads har fått gå igjennem. Først blev de to Antonner, onkel og nevø, som var sammen om vor arv, liggende i flere år, imbesille. Så blev Sofie nesten sindsyk. Laura, som er eneindehaver av vore penge, har det bra, men er ikke avholdt av familien. Sånn tortur du har gjennemgået for dette ækteskaps skyld er hårreisende.»